Ugens plante: Syren
Syrener er endnu en af de dejlige duftende buske, der er nemme at have i haven. De er robuste og kan tåle det danske vejr, selvom de stammer fra sydeuropa. Fuglene er også glade for dem, og de har nektar til de flyvende insekter.
Da jeg var barn havde vores naboer en syrenhæk. Os unger på vejen gik og sugede “honningen” ud af bunden af blomsterne. Vi lavede parfume af vand og syrenblomster, som vi solgte ved en lille vejbod i hvide plastikkrus for 2 kr. Vores forældre synes det duftede helt fantastisk, og det troede vi selvfølgelig på:-)
Syrenerne i min have
Vi har to syrener. Den ene var noget af det første vi plantede i haven. Som nævnt i et tidligere indlæg, lavede vi den fejl den første “sæson” vi boede her i nybyggerhaven, at vi ikke gravede dybt og bredt nok, når vi skulle plante nyt. Den skæbne led vores første syren derfor også, så den voksede ikke, og den så mildest talt ret sølle ud. Så sølle, at den fik navnet “den pindede satan”. Sidste forår flyttede vi den så, så den kunne få bedre livsvilkår og begynde at vokse og blomstre. Og det var godt vi gjorde det, for da vi hev planten op, kunne vi jo se, at den stod i nærmest ren stabilgrus, og havde det, man må kalde et beskedent rodnet.
Nu har den så stået og hygget sig i ren luksusjord i lidt over et år. Den har det nu så godt, at jeg faktisk vil mene den trives. Det første år havde den 3 sølle blomsterklaser. Nu, her 3 år efter, og kun ét år i den gode jord, kvitterer den med over 20 blomsterklaser.
Endnu engang må jeg bare indse, at hvis jorden ikke er god, bliver planten ikke god. Det er vigtig lærdom for rookies som mig, for man bliver så skuffet, når det ikke vokser som man troede det ville. Som med så meget andet her i livet, så kan det altså betale sig at gøre forarbejdet ordentligt.
“Den pindede satan” kan jeg ikke huske efternavnet på, men jeg synes det ligner en “Ludwig Späth”. Den anden vi har, plantede vi sidste efterår tæt op ad vores terrasse, det er en “Beauty og Moscow”. Det er meningen, at den med tiden skal give en lille hyggekrog og læ på terrassen, og jeg glæder mig virkelig til at se den blomstre. “Den pindede satan” er allerede begyndt at blomstre, mens “Beauty of Moscow” er lidt langsommere. Håber det varme vejr de næste dage får den til at springe ud.
Forskellige slags syrener
Der findes rigtig mange forskellige syrener, og de kan bruges som hæk, solitære buske, opstammede små træer, og så er der også dvægsyrener som kan stå i krukker.
Den man kalder almindelig syren, syringa vulgaris, er ofte den som står i læhegn på landet og bruges som hæk. Alle dem med “efternavn” som fx Ludwig Späth og Beauty of Moscow er dem der fås i mange forskellige farver. De almindelige syrener laver rodskud, som du skal fjerne hvis du vil kontrollere udbredelsen af den. Dem med efternavn er podet på en grundstamme, som ofte er syringa vulgaris, men laver ikke rodskud i ligeså høj grad, sådan som jeg har forstået det. Hvis rodskudene kommer, skal du fjerne dem, så grundstamme-syrenen ikke vil overtage den podede syren med tiden.


- Lea