Haveguld
Kan du gætte, hvad det i trillebøren er?
Der er mere end ét rigtigt svar.
Det ene svar er, at det er flis, som jeg bruger som jorddække med forskellige formål. Dels for at holde på vandet her i tørken i nyetablerede bede, hvor jorden endnu er bar. Dels for at skabe en skovbundsjord i min lille skov.
Det andet svar er, at det er min store sommerfuglebusk, som er lavet til flis. I min kommune kan man gratis få lavet flis af sit haveaffald. Man bestiller flishugning på kommunes hjemmeside, og vælger hvilken dag de skal komme. Man lægger det, man vil have lavet til flis ud ved vejen, og så kommer flisfolkene med en stor flismaskine og vupti på 15 min. har man en bunke flis, man kan bruge i haven. Bunken, som du kan se, hvis du swiper, blev til fire trillebørfulde. Det er skisme smart i stedet for at køre det på genbrugsstationen eller bruge mange timer på at køre det igennem en kompostkværn.
Det tredje svar er, at det er en trillebørfuld guld, for haveaffald er guld. Insekter og småkryb vil takke dig for at holde haveaffaldet på grunden.
Jeg kendte ikke til den fantastiske service fra min kommune før for nogle uger siden, hvor min nabo fik fliset en bunke haveaffald. Måske tilbyder din kommune det også? Prøv at google ‘flishugning’ og din kommunes navn.
Iben