Ugens plante: Kongelys
Kongelys kendes helt tilbage fra 1200-tallet. Det er en gammel medicinplante, som har været anvendt til alt lige fra hoste, smerter, hæmorider og malaria - rimelig bredspektret.
Planten bruges stadig i naturmedicin i dag.
Kongelys siges også at holde mus og rotter væk. Derfor plantede bønderne den før i tiden ved laderne.
Hos mig har den slået sig ned ved cykelskuret. I år er den så flot med syv spir. Den er to-årig. Første år dannes rosetten. Andet år blomstrer den. Her har den blomstret nogle år i træk, så den dør ikke nødvendigvis efter to år.

Den kan blive ret stor. Jeg har et stykke nyplantet hæk, som stadig er meget lavere end resten af hækken, fordi der stod et kongelys, som jeg ikke nænnede at fjerne. Kongelyset tog al lyset fra den nye hæk. Det har resulteret i, at der stadig er et skråt kig ind i vores have fra vejen, selvom hækken blev plantet i 2017.



Iben