Regnbed

Regnbed i haven

Et regnbed er egentlig bare et bed, der fungerer som opsamling for regnvand. Det kan fx være regnvand fra dit tag, en garage eller et skur.

Jeg anede ikke hvad et regnbed var, før vi skulle bygge nyt hus. I lokalplanen for vores område gælder det, at man skal “håndtere regnvand på egen grund” også kaldet “lokal afledning af regnvand” som forkortes LAR. Det betyder, at man ikke sender regnvand i kloakken eller ud på fællesområder, men beholder det på egen grund, hvor det så skal sive ned i jorden. På den måde skåner man kloaksystemet, og mindsker risikoen for oversvømmede kloaker ved fx skybrud.

Regnbed eller faskine

Da vi skulle bygge huset, overvejede vi en faskine eller et regnbed. En faskine er praktisk talt en stor plastikkasette som man graver ned i jorden. Vandet fra tagrenderne bliver så ledt hen til faskinen gennem rør under jorden, og siver videre ud i jorden derfra. Den anden mulighed var at anlægge et regnbed, altså et staudebed, hvor vandet bliver ledt hen på samme måde som til faskinen. Regnbedets eller faskinens størrelse skal passe til den mængde vand, man regner med vil komme. Byggefirmaet hjalp os med de beregninger, da det afhænger af jordbundsforhold, tagets størrelse mm.

Vi gik med regnbedet. For det første ville vi alligevel have bede i haven, så et regnbed tænkte vi, ville blive et stort og flot staudebed. For det andet, var vi på det tidspunkt lettere frustrerede over hvor mange penge man “putter i jorden” når man bygger nyt. Fundering, ekstrafundering, jordprøver, nedsivningsprøver, omfangsdræn osv. Vi kunne derfor ikke overskue, at putte endnu flere tusinde kroner ned i jorden. Vores faskine var beregnet til at koste 70.000 kr., da den skulle have en størrelse, der kunne trække vand fra et tag på 160 m2. Desuden er vores jord meget leret, og vandet siver derfor kun langsomt ned, så faskinen skulle kunne rumme en del vand. Et regnvandsbed anslog vi ville koste det halve at få etableret.

Regnbed
Regnbedet 5. juni 2020. Set fra syd
Regnbed
Regnbedet 5. juni 2020. Set fra nord

Sådan blev vores regnbed lavet

Selve regnbedets størrelse blev lavet ud fra de beregninger der var lavet på faskinen. Som nævnt er vores jord meget leret, og derfor blev bunden i bedet bygget op med nogle større sten i bunden (de blev gravet ned, så de ligger under jordoverfladen), og ovenpå det blev der blandet sand og grus i jorden, så vandet siver bedre ned. Vores regnbed er gravet lidt ned under niveau, ca. 50 cm., og vi har også lavet en lille vold oppe langs kanten mod vejen og naboen, til hvis det en dag skulle blive rigtig fyldt med fare for at løbe over. En anlægsgartner har lavet opbygningen af bedet og dekoreret med de store sten hvor vandet kommer ud, men vi har selv plantet det til. De planter der er i vores regnbed er hårdføre og tørketålene planter, da vandet jo siver hurtigt væk. Samtidig står de i fuld sol, så det skal de også kunne tåle. Da vi anlagde bedet for 3 år siden, var vi totalt grønne udi havearbejde, og derfor googlede vi os frem til, hvilke planter der var gode til et regnbed. Regnbedet var ikke kønt den første sæson, for alle planterne var så små, der var meget bar jord. Det var det famøse tørke-år 2018, og vi plantede til om foråret. Ikke de bedste odds når man skal anlægge så stort et bed. En del planter døde og måtte skiftes, men ellers er mange af dem kommet, og stod virkelig flot og tæt i sommers.

Vandets vej

Fra taget kommer regnvandet ned i nedløbsrørene, og derfra ned i rør under jorden der leder vandet hen til en brønd. Når brønden er fuld, pumper en automatisk pumpe vandet op, og gennem et rør under jorden, ud i regnbedet. Der hvor røret kommer ud, er der dekoreret med store sten, og der hvor vandet lander i bedet, har jeg lagt flere sten, for at jorden ikke skal blive spulet væk. Egentlig havde vi tænkt, at vandet skulle løbe over jorden i små render fra nedløbsrørende, men det gav mere mening med rørløsningen pga. grundens hældning og husets placering ift. regnbedet. Dog gad jeg godt, at vi havde fundet en måde at gøre det på, så vandet løb ovenpå jorden fra brønden og ud i bedet. For det første ville det se godt ud med en lille vandrende i haven, og for det andet har vi i år haft problemer med et frossent regnvandsrør. Røret mellem brønden og bedet buer åbenbart under jorden, så der ligger vand i røret som følge af lidt tilbageløb.

Is i røret

Da sneen på taget begyndte at tø, kunne pumpen ikke komme af med vandet, da røret i jorden mellem brønd og bed var fuldstændig frosset til. Det krævede flere liter kogende vand, og en masse graven i det frosne rør med en gevindstang, før der kom hul igennem…  Sjovt nok kommer man altid i tanke om den slags kl. lort, en februaraften hvor det regner med is, og man egentlig har det ret hyggeligt i sofaen, når alle 3 poder endelig sover… Da vi gik ud og tjekkede, forsøgte pumpen konstant at komme af med vand, og brummede løs. Vi var bange for at den ville brænde sammen, så vi turde ikke vente med at fikse det til dagen efter…

Regnbed
Regnbedet med sne vinteren 2021
Regnbed
Regnbedet i februar 2021, da jordbunden var frosset til

Hvad ville vi gøre anderledes

Vores bed ligger i hjørnet af haven (da terrænet er lavets her), og man kan faktisk ikke rigtig se det inde fra stuen. En anden gang ville jeg helt sikkert placere det, så man kan nyde det indefra også.

Jeg ville vente til september med at plante til, og så bare lægge kompost ud som jorddække, eller hvis man vil have vilde blomster, så lægge sand på toppen indtil man skal plante til, så der ikke kommer for meget næring i jorden.

Fra brønden eller lignende opsamlingssted, ville jeg nok lade vandet løbe ned i bedet over jorden. På den måde ville vi undgå, at røret mellem brønden og bedet fryser til. Måske der er noget teknisk, jeg ikke kan gennemskue, ift. hvordan det kan lade sig gøre, at få vandet fra brønden og helt op i niveau med terrænet, så det kan løbe ned i bedet, men en anden gang, ville jeg i hvert fald undersøge den mulighed.

Kan et regnbed anbefales

Vi er virkelig glade for vores bed, og nyder det hele året. Græsserne og de stauder der står med frøstande gør, at bedet også er flot om vinteren, og giver noget struktur og højde i bedet. 

Rent funktionelt fungerer det upåklageligt (bortset lige fra røret med is). Vi har aldrig vand stående i bedet medmindre jorden er virkelig frossen som i februar i år. Vi har maks haft 15 cm. vand i, så det kan sagtens håndterer de mængder af regn der kommer, også når det regner rigtig meget.

I starten kræver det en del arbejde med lugning, men det kan man minimere ved at dække jorden med fx kompost eller græsafklip. Bedet bliver jo vandet automatisk, så det behøver man ikke, medmindre det er meget tørt. Bedet skal passes som et almindeligt staudebed. Her til denne sæson er der blevet flyttet lidt rundt og tyndet ud. Nogle planter er gået lidt for meget amok, og har derfor måtte lade livet, mens andre er blevet rykket, så de får bedre betingelser. Mange af de stauder vi har plantet er insektvenlige (det vidste jeg ikke da vi plantede dem:-)), så det summer i bedet hele sommeren, og der er en del sommerfugle der også kommer forbi. 

Et regnbed kan varmt anbefales, og giver haven et flot bed, der ovenikøbet kan plantes til med insektvenlige planter, så du bidrager til insekternes overlevelse. Ift. størrelse, placering osv., så tal med nogle fagfolk om det, så du er sikker på, at få den rette størrelse, med den rette afstand fra dit hus og nabo, og så det bliver bygget ordenligt op. Der er lidt forskellige regler der skal overholdes, og man skal også søge om tilladelse hos kommunen.

I vores regnbed har vi disse planter

  • Purpur solhat pink, hvid og gul. Den gule hedder “goldsturm” og den har spredt sig rigtig meget, og trængt de andre væk, så nu har jeg fjernet meget af den, så der kommer lidt luft til de andre planter. Den lyserøde vi har hedder “magnus” og har det lidt hårdt. Den burde så sig selv og dermed komme igen, men ellers må vi plante nye eller vælge en anden. Den hvide hedder “swan”
  • Akelejer, forskellige slags som tiderne skifter:-)
  • Forskellige storkenæb bla. “engstorkenæb”, “blodrød storkenæb” og “ballerina”
  • Sankhans urt “carl”
  • Engforglemmigej
  • Kærmindesøster (står i bunden hvor der er mest fugt)
  • Lodden løvefod
  • Drejeblomst "Crown of snow"
  • Sidste år satte jeg en ridderspore, som jeg havde fået af min mormor, efter hun havde haft den på terrassen, og den var så flot. Tror den hed “hybrid moonlight”. Jeg har forsøgt at dele den, og kom til at være lidt hård ved den, men den kommer så fint kan jeg se, omend lidt klejn i det
  • Græsser: Staudehirse “heavy metal”, rørhvene “overdam”, en så har vi en mere, som jeg simpelthen ikke kan huske hvad hedder, og mærket fra plantesolen er blevet væk
  • Lupiner i forskellige farver
  • Solbær.
Regnbed
Regnbedet 1. august 2020

Written by

35   Posts

Follow Me :

Hvis du vil læse mere...

One thought on “Regnbed i haven

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *