Ugens plante: Krokus
Krokus er for mig, en af de dejligste forårsbebudere. Jeg boede i Århus, smilets by, næsten alle mine 20’ere, og cyklede gennem byen og forbi Rådhusparken næsten hver dag. Når de tusindevis af krokus i parken begyndte at blomstre, så vidste man, at nu var det ægte forår. Nu er vinteren slut, og de lyse tider er tilbage. Når de står i fuld flor, i hobetal, under de store træer, og det smukke rådhus danner baggrund, ja så er der altså ikke et øje tørt. I hvert fald ikke hos mig (hvis du ikke kender til dette gudesyn så prøv lige at google ;-)). Krokus har fået en særlig plads i mit melankolske hjerte, da de minder mig om en dejlig tid i Århus, hvor bekymringerne var færre, og verden på en eller anden måde var lidt mildere. Sådan husker jeg det i hvert fald.
Krokus er nem og insektvenlig
Krokus fås i et væld af farver, og de er noget af det nemmeste, jeg har plantet i haven. Jeg lagde løg i græsplænen i efteråret. Har ikke rørt en finger siden, og nu står de som de smukkeste små lys på plænen. Man kan også sætte dem i bede eller under buske og træer. De skal have en plads med sol, for blomsterne skal have sol, før de folder sig ud, har jeg læst. Derudover kan det være en god idé, at plante dem et sted hvor du kan se dem dagligt, så du får glæde af dem alle de dage de blomstre, og ikke kun når du er i haven. Vi har ret leret jord, så jeg lagde lidt løs muld blandet med lidt sand i bunden af det lille plantehul, så løgene ikke kom til at stå for fugtigt. De er nærmest kommet allesammen, så det må siges at være en succes.
Krokus er også en af de tidligste blomster, der har næring til insekter, så det er endnu en god grund til, at få krokus i haven. Den anden dag sad der en sommerfugl i en af dem, så fint. Man kan plante forskellige arter der blomstre lidt forskudt, så er der mad til insekterne i en længere periode, end hvis de allesammen blomstre samtidig.
Jeg har to slags krokus i haven. Den lyseblå/hvide hedder “blue pearl", og den lilla hedder “tricolor botanisk”. Jeg købte dem lidt sent på efteråret, så der var ikke så mange at vælge imellem, men næste år skal jeg have flere andre slags også.