Ugens plante: Vorterod
Vorterod vokser mange steder i min græsplæne i den gamle have. Den er så fin med sin klare gule farve, som lyser op i plænen. Nogle anser vorterod for at være ukrudt, og bruger meget tid på at fjerne den. Jeg vil gerne forsvare vorteroden. Det kan godt være at den breder sig i græsplænen, men den visner fuldstændig ned i maj, og så ser du ikke mere til den før næste år. Insekterne er glade for vorterod, så hvis du lader den stå, hjælper du insekterne her i foråret, hvor der stadig ikke er så mange andre planter der blomstrer.
Hvis du graver den op, finder du ud af, hvorfra planten har sit navn. Dens rødder ligner små kartofler - eller måske en god gammeldags heksevorte som i eventyr.
Vorterod er meget nemme at flytte eller sprede i haven, hvis du gerne vil have flere. Den sætter næsten ingen frø, så hvis man gerne vil flytte dem, skal man have fat i de små vorterødder, som ligger lige under jorden.

Iben