At skabe en blomstereng
Langs hækken ud mod vejen har vi et kedeligt stykke med græs og lidt spredte blomster. Jeg vil gerne lave en stribe med blomster dér, og jeg har ad flere omgange over flere år spredt diverse frøblandinger med 'engblanding' og 'blomstereng'. Det bliver bare aldrig rigtig til det væld af blomster, som jeg drømmer om.
Efter at have læst mere og mere om vild have er det gået op for mig, at jeg må indrette mig efter min jord. Jeg bor på Sjælland, hvor jorden de fleste steder er leret, fed og næringsrig. En blomstereng vokser typisk på næringsfattig jord, så de frøblandinger jeg har sået vil aldrig trives i min jord.
Her kunne jeg så vælge to tilgange.
Jeg kunne grave det øverste lag jord væk og fylde sand på. Det er hårdt arbejde, men det går også lidt imod tanken om at følge naturen, og sand er også en ressource.
Jeg kunne også vælge planter, der passer til den fede lerjord. Jeg valgte sidste model. Der skulle stadig graves græs væk, for græs kvæler det meste andet i nærheden - og det var stadig hårdt arbejde.
Imens jeg gravede græsset væk viste det sig, at der allerede vokser rigtig mange fine ting på stykket mellem hækken og fortovet. Jeg fandt lancetvejbred, ærenpris, verbena, røllike og mælkebøtter.
Da græsset var gravet væk plantede jeg akelejer, som jeg har flyttet fra køkkenhaven. Derudover havde jeg i potter, der har stået ude i vinter, forskellige selvsåede planter. Det var f.eks. valmue, forglemmigej og katost. De planter der slår sig ned af sig selv, må kunne lide forholdene i haven, og de vil forhåbentlig også trives udenfor hækken.
Jeg har suppleret planterne med frø af harekløver, kællingetand, ager-stedmoder og gåse-potentil. Frøene fandt jeg på www.spiroggro.dk, hvor frøene er opdelt efter jordtype, og jeg har så købt frø der passer til lerjord.
Ved at bruge selvsåede planter fra haven og frø der passer til den næringsrige jord jeg har, prøver jeg at indrette mig på de omstændigheder min have giver mig, og jeg håber, at det resulterer i et smukt blomsterflor udenfor hækken.
Iben